Den bedste opskrift på brunkager
Ok, virker det lidt vel modigt at påstå, man har den bedste opskrift på brunkager? Nåmen jeg mener det sgu. Min opskrift på brune kager er gennemtestet og finjusteret igennem 5-6 år af de ca. 50 mennesker der hvert år kommer til min julestue. Lav dejen nu. Det er fedt at have en brunkagedejspølse liggende i køleren i december! Så kan man på nul-komma-fem bage et par friske brunkager når man får gæster.
Det skal du bruge:
250 gr smør
250 gr. sukker
125 gr. sirup
500 gr. mel
10 gr. potaske
4 tsk. kanel
2 tsk stødte nelliker
2 tsk. stødt ingefær
1 tsk. stødt muskatblomme
Revet skal af 1 citron eller appelsin
100 gr. hakket sukat
100 gr. smuttede mandler
Kan du ikke lide sukat? Så vil jeg vædde med at du aldrig har smagt ægte sukat. Det har INTET med de der lysegrønne gummidimser fra Dr. Oetker at gøre! Prøv at tjekke ægte sukat ud. Fås hos specialkøbmanden. Muskatblomme finde du hos en god grønthandler. Kan du ikke finde nogen af delene, så går det nok uden.
Her er min opskrift på brunkager:
Smør, sukker og sirup smeltes i en gryde og bringes op til næsten kogepunkt. Potasken opløses 100% i lidt vand, og alle ingredienser pånær melet røres ud i gryden.
Lad det køle lidt af, og tilsæt nu melet lidt efter lidt, og ælt til det er en fin ensartet masse. Gerne på røremaskine. Lad dejen køle ned så den er til at arbejde med. Rul til sidst dejen ud til pølser, pak dem i husholdningsfilm og smid på køl.
Efter 1 døgn kan de skæres tyndt, og bages på bagepapir ved 175 gr. i 8-9 minutter. Start med at bage 1 enkelt eller 3, så finder du ud af hvor længe de skal have i din ovn. Bemærk at sprødheden først kommer når de er kølet helt af på en rist. Dejen kan holde sig på køl i ugevis.
Se flere opskrifter på julemad og julebag (efterhånden som de offentliggøres) i menupunktet JUL eller lige her.