Sådan bager du fastelavnsboller
Der er 2 skoler af fastelavnsboller. Der er dem med creme, som mest af alt minder om en almindelig sød gærbolle ala dem man bager til en fødselsdag, og så er der dem med flødeskum hvor dejen er "i flager" ala et wienerbrød og med smag af kardemomme og citron. I min optik er det de sidstnævnte fastelavnsboller der er de ægte fastelavnsboller. De er kræver lidt mere arbejde, men resultatet er så lækkert, at det betaler sig fint. Opskriften her er konstrueret sådan, at du slår dejen op aftenen før du skal bage dem. Det gør det hele lidt lettere. Men du kan sagtens hæve den på et par timer hvis du gerne vil bage dem idag.
Det skal du bruge (til 12) [checklist]
- 500-600 gr mel
- 100 gr sukker
- 2 dl mælk
- 1/2 pakke gær (25 gr)
- Skal af 1 økocitron
- 2 tsk stødt kardemomme
- 2 æg
- 175 gr iskoldt smør
- 1/2 l piskefløde
[/checklist]
Sådan bager du fastelavnsboller:
- Varm mælken op så den er lun, og opløs gæren i mælken.
- Put alle ingredienser pånær smør og piskefløde i dejen, og ælt den godt. Dejen skal være æltbar, men ikke totalt tør som en alm. bolledej. Den er lidt klistret.
- Sæt låg på eller film dejskålen, og sæt den i køleren natten over. Du kan også lade den hæve i 2 timer på køkkenbordet hvis du vil bage dem idag.
- Dagen efter ruller du dejen ud så flat som du kan, og så skal du fordele det iskolde smør i tynde skiver på halvdelen af dejen. Brug osteskæreren til at få smøren tynd. Fold derefter resten af dejen ind over, og fold hele dejen sammen så mange gange det giver mening. Rul den ud igen, og gentag processen indtil du ikke har mere smør.
- Så skærer du dejen ud i 12 lige store stykker og folder dem forsigtigt til boller. Pas på du ikke ødelægger de mange fine lag af smør du har lavet. Sæt dem på en bageplade, pensl med æg og lad dem hæve til dobbelt størrelse. Bag dem i 20-25 minutter ved 180 grader, til de er lysebrune.
- Når bollerne er kølet helt ned flækker du dem, og plukker lidt af bolledejen ud så du kan få plads til en god klat friskpisket flødeskum eller vanillecreme. Læg overen på igen, og drys med flormelis, eller pynt med glasur lavet på citronsaft.
Sådan! Spis dem når I kommer hjem fra tøndeslagning. Server æbletoddy til.