Pimientos de Padron - snackpebre med spark i
Hvis man har rejst i spanien eller bare spist tapas i København, har man givet vis stødt på Pimientos de Padron. Grønne chili-frugter som er ristet af på en pande, og drysset med havsalt. Vildt simpelt, og man bliver totalt afhængig. De har en mild* chilismag med en lidt nøddeagtig og bitter ting on the side. De er en smuk og let snack som du kan servere som optakt til en grillaften. Det er så let at lave at det næsten er dumt at skrive en opskrift. Det sværeste er reelt at få fat i chilierne! Men Irma er begyndt at have dem, og velassorterede grønthandlere har dem oftere og oftere. Mine er fra Brdr. Nyholm i Torvehallerne i København.
Det skal du bruge: [checklist]
- Padron chilier
- Oliven olie
- Havsalt i flager
[/checklist]
Sådan laver du Pimientos de Padron:
- Vask pebrene og tør dem grundigt af i et rent viskestykke. Du vil ikke have vand på dem, når de kommer ned i olien!
- Sæt en knastør stegepande på blusset for fuld drøn. Lad den varme op i løbet af en 4-5 minutter. Når den er brandvarm hælder du en generøs mængde oliven olie på, og derefter chilierne. Det syder og sprutter, så pas på oliesprøjt. Ryst panden med jævne mellemrum så chilierne bobler op og brændes let i overfladen.
- Efter 2 minutter er chilierne færdige. Hæld dem på dit serveringsfad og drys med flagesalt og server! Du kan evt. tage dem forbi et par stykker køkkenrulle hvis de er lige oliet nok.
Man tager fat i stilken, og spiser så hele chilien (også kernerne) pånær netop stilken.
*Bemærk at der kan være ret stor forskel i styrken på dem. Fra helt milde til temmelig stærke. Nogen siger at jo større de er, jo stærkere er de, andre at jo senere på sæsonen, desto stærkere. Men der er et element af russisk roulette at spise Pimientos de Padron, for man kan have en hel tallerken fyldt med mildre pebre, og så pludselig få fat i en der siger KAPOW. Det er en del af oplevelsen.