Salat med stegt lever, avocado og karamelliserede valnødder
Salat med stegt lever er måske den mest ufarlige måde man kan spise stegt lever på. Den bitre salat, de sødligt brændte valnødder og de fede avocadoer giver et super lækkert modspil til den stegte umami/salte smag af stegt lever. Så hvis du er lidt indmadsforskrækket kan jeg anbefale denne her opskrift. Det skal du bruge (til 4): [checklist]
- 500 gr. lever fra lam, kylling eller kalv - nok ikke svinelever lige til den her
- 2 hoveder romainesalat
- 1 bakke ærter i bælg (eller alternativt fine, frosne ærter)
- 2 avocadoer
- 2 håndfulde valnødder
- Ahornsirup
- Olivenolie
- Balsamico
- Citronsaft
- Havsalt
- Dijonsennep
[/checklist]
Du kan naturligvis variere indholdet af salaten som du lyster, dog vil jeg sige at det er ret vigtigt at du holder fast i den bitre salat, noget sødligt og noget surt i dressingen. Leveren skal have noget at balancere sig ud med.
Sådan laver du salat med stegt lever:
- Skær leveren i mundrette skiver. De er vigtigt at få dem nogenlunde ens i størrelse/tykkelse, for de skal lynsteges, og helst være færdige samtidig. Varm en pande op på høj varme - lad den stå på det varme blus i adskillige minutter før du går videre - giv den en god omgang olie, og fordel leveren på hele panden. Rør IKKE i dem! De skal have stegeoverflade. Når de har ligget i 1-2 minutters tid, vender du dem alle og giver dem 1-2 minutter mere, og så er de DONE. Lever må ikke blive gennemstegt, så tørrer det helt ud. Det skal have lyserød kerne. Hæld på en tallerken, og stil til side.
- Vask panden af, og sæt den tilbage på varmen. Hæld valnødder og 2-3 spiseskefulde ahornsirup på panden, og rør konstant i 1 minuts tid imens det karamelliserer. Fordel dem ud på en tallerken, så de er nogenlunde adskilt fra hinanden og stil til side.
- Ryst dressing af 5 spsk olivenolie, 2 spsk balasmico, 1 spsk dijon sennep, saft af en halv citron og havsalt.
- Vask og flå salaten, skær avocadoerne i skiver, og vend det forsigtigt sammen i din salatskål sammen med et par skefulde af dressingen. Hak valnødderne let, og drys dem henover salaten Drys et par håndfulde ærter ud over salaten. Anret leveren oven på salaten, og giv dine gæster mulighed for at hælde mere dressing på ved bordet.
Salat med stegt lever er en virkelig nænsom måde at spise lever på - og så er det vanvittig sundt og billigt!
Har du lyst til mere salat med lever? Så se denne her opskrift med blommer!