Saltmandler (eller mandler med andre krydderier)
Saltmandler er verdens bedste, letteste og hurtigste snack, og så kan de varieres i det uendelige med smag af chili, røg, paprika, lakrids, chokolade, osv. Eller naturligvis med smag af verdens bedste krydderiblanding; Magic. Det er det jeg har gjort her på billederne. Brug dem som snack til drinks, som mega god værts-gave, eller til at stoppe i hovedet foran fjerneren. Det er pænt meget bedre end en pose vingummier.
Det skal du bruge:
[checklist]
- 500 gr mandler
- 2 spsk salt
- Evt krydderi efter smag
[/checklist]
Og sådan gør du:
- Bland salt og/eller krydderier op i 1 dl vand. Hvis du hellere vil lave en version med krydderier, så vil jeg nok anbefale at du dropper salten, og kun går for krydderierne. Med mindre du naturligvis vil lave en funky kakao/salt version eller lign. Rør rundt til alt er opløst/udrørt.
- Fuld knald under en stegepande. Hæld mandlerne på panden, og umiddelbart derefter dit krydderi / saltvand. Rør konstant til alt vandet er fordampet og salten / krydderierne klæber sig til mandlerne.
- Fordel mandlerne jævnt på et stykke bagepapir, og smid det på en bradepande i ovnen ved 120 grader i en tre kvarter til en time.
- Køl ned, smid på bøtte, nyd til øl.
Et par ideer til krydderivarianter:
-
Kakao/salt
Lakridspulver/Røget paprika
Kanel/appelsinsaft/sort peber (til jul, ik'!)
Løgpulver/Tabasco/Ketchup