Ærtesuppe med kammuslinger

IMG_6342.jpg

Ærtesuppe med kammuslinger er en klassiker! Og det er ikke svært at forstå hvorfor, for det er både let, hurtigt, ret billigt og helt vildt sundt. Og så er det en smuk ret at servere, og det kan vi jo godt lide! Jeg har lavet min her med mynte og salvie, men du kan variere urter og grønt i en uendelighed. Den er sikkert også rigtig lækker i en thai-variant med koriander, lime og chili. Det skal du bruge (til 4): [checklist]

  • Løg
  • Hvidløg
  • Forårsløg
  • Citron
  • 1 pose frosne ærter
  • Kyllingefond
  • Fløde (kan udelades)
  • En stilk salvie (med blade)
  • En stilk mynte (med blade)
  • 20 (ca.) gode store kammuslinger. Helst ikke de frosne. De smager af vandmand.

[/checklist]

Sådan laver du ærtesuppe med kammuslinger:

  1. I en brandvarm gryde med lidt olivenolie rister du 1 groft hakket løg, et par fed hakket hvidløg, et par groft hakkede forårsløg og krydderurterne. Lad det få lidt farve, og giv det så saften af en citron. Tilsæt de frosne ærter (Der var vist 750 gr. i den pose jeg brugte), og lad dem brune med i et par minutter, og giv den så 1/2 liter kyllingefond. Låg på, og ned med varmen.
  2. Lad det simre i et kvarters tid og hiv så krydderurtestilkene op, og giv hele baduljen en tur med stavblenderen. Du kan også blende det i en alm. blender, men PAS PÅ!! Det udvider sig eksplosivt når du blender varme grøntsager!
  3. Smag suppen til med salt/peber/citron og lad den holde varmen under låg og på lavt blus, imens du steger kammuslingerne:
  4. Dup dem tørre med lidt køkkenrulle. Smelt smør på en meget varm pande, og drys 1 tsk sukker ud i smørret. Det hjælper med at give en smuk stegeoverflade på muslingerne. Læg muslingerne på panden og giv dem 1-2 minutter på hver side. Done!
  5. Anret suppen i dybe tallerkner, smid et par muslinger på toppen og drys med finthakket forårsløg.

Voila! Ærtesuppe med kammuslinger. Drik et godt glas hvidvin til.