Hakkebøffer med bløde løg og agurkesalat

IMG_4070.jpg

Jeg må indrømme at det ikke er særlig tit at jeg laver en af de danske klassikere. Og det har virkelig ikke noget med snobberi at gøre, men jeg glemmer simpelthen at de eksisterer når jeg laver madplan. Men så er gensynsglæden jo så meget større når man en gang i mellem får lavet frikadunser, medister eller hakkebøffer! Hakkebøffer er vildt let og tager 40 minutter i alt, incl kartoffelkogning! Man skal bare give løgene lidt mere end normalt, og kødet lidt mindre end normalt, så klarer fløden stort set resten.

Du skal bruge (til 2):

[checklist]

  • 400 gr hakket oksekød. Ikke for magert. Over 10-12% fedt.
  • 1 agurk
  • Lagereddike
  • Kartofler
  • 1/2 kilo løg
  • 1/2 fløde (sorry... ingen vej udenom)

[/checklist]

Sådan laver du hakkebøffer med bløde løg, kartofler og agurkesalat:

  1. Skræl kartoflerne, smid dem i en gryde med vand der lige præcis dækker og en stor håndfuld salt. Låg på, blus på. Skru helt ned når de koger. De skal have 20 minutters tid fra når vandet koger.
  2. Skræl og skær løg i skiver. Smid dem på en medium varm pande med smør. Lad dem brune og vend dem ikke for tit. De skal karamelisere og blive småsorte i kanterne. Det er vigtigt! Al smagen til sovsen kommer derfra.
  3. Skær agurken i fine skiver, evt med et manodlinjern. Smid skiverne i en skål med 2 dl eddike, 2 dl vand, 2 dl sukker, 1 spsk salt og godt med kværnet peber. Stil i køleren.
  4. Ælt salt og peber i farsen, men ælt den så lidt som muligt! Den blir sej hvis du ælter for meget. Form 4 bøffer med hænderne.
  5. Når løgene er godt brune, fjerner du dem fra panden, skruer helt op for varmen, smelter lidt mere smør på panden, og smider bøfferne på. Fuld knald i 1 minut. Vend dem, og giv dem fuld knald i 1 minut mere. Så hælder du fløde på. Hvor meget er en smags sag, men lad nu være med at prøve at lave en slankeudgave af hakkebøffer. Skru ned for varmen, og lad det simre i et par minutter. Smag saucen til. Tilsæt evt salt/peber, lidt bouillon eller lidt gastrik hvis det skal være helt fancy. Det er også nu du kan give den kulør hvis du synes sovs skal være mørkebrun.
  6. Nu skulle kartoflerne gerne være færdig, og bøfferne stadig let rosa indeni. Hæld vandet fra kartoflerne, smid løgene tilbage på panden og rør rundt, hæld eddiken fra agurken. Anret, server.

Det er fandme en lækker klassiker. Og hvis du er smart, så laver du lige en bøf eller 2 ekstra. De er sygt gode kolde på rugbrød. Mnnh.